Første gang jeg hørte Anne Søgaard tale om Vensomhed, syntes jeg, hun var irriterende. Men som fremtidsforsker ved jeg, at man typisk bliver irriteret, når andre har ret. Ud over at være irriterende er Anne Søgaard også insisterende. Hun har ikke bare skrevet en bog om vensomhed. Hun ER vensomhed. Hver eneste dag og ved hver given lejlighed udbreder hun budskabet om vensomhed, fordi hun mærker og ser og tror på, at det er det, verden har brug for.
Så møder du Anne, og synes du vensomhed er noget bavl, så vil jeg anbefale dig bare at give op. For den kamp kommer du ikke til at vinde, og det skal du heller ikke. Vensomhed handler om at lave et spil, som alle kan vinde uden at nogen taber. Gør vi vensomheden til en vane, så forløser og opløser vi alle de små og store traumatiske gamle kramper, som vi bærer rundt på, og som vi – ensomme og bange som vi er – forsøger at projicere over på andre.
Det er først, når vi ser i øjnene, at vi selv har brug for vensomhed, at vi kan sætte os selv fri. Når jeg får lyst til at råbe ad idioterne på de sociale medier eller ad ham, der tog min parkeringsplads, så tænker jeg altid: „Hvad ville Anne Søgaard gøre?‟
Man ved, noget er godt, når det er nemt at implementere og virker med det samme. Der er ikke noget i denne verden, der er sværere end at gøre noget komplekst enkelt, og det har Anne gjort med Vensomhed.
Anne Skare Nielsen, Fremtidsforsker